Header image CLP-2

CLP-forordningens 3 elementer - og dine pligter i leverandørkæden

EcoOnline Blog

Her kan du få det fulde overblik over CLP-forordningen, der fastsætter, hvordan farlige kemiske stoffer og blandinger (kemikalier) skal klassificeres, mærkes og emballeres.

 

CLP står for ”Classification, Labelling and Packaging” og er EUs forordning (nr. 1272/2008) til klassificering, mærkning og emballering af kemiske stoffer og blandinger. EU-lovgivningen kommer i overensstemmelse med FN’s system, GHS, der identificerer farlige kemikalier og informerer brugerne om farerne.

CLP er ligeledes i tråd med EU’s REACH-forordning til registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier. Fælles for reglerne er, at forbrugere og arbejdstagere på en systematisk og synlig måde bliver oplyst om, hvilke kemikalier der er farlige, hvilke farer der er tale om, samt hvordan kemikalierne håndteres forsvarligt.

I dette blogindlæg kan du blive klogere på CLP-forordningen og dens regler, og hvad den betyder for dig og din virksomhed. Læs mere om:

 

Forstå de tre grundelementer i CLP-forordningen
     Klassificering

     Mærkning
     Emballering

Din virksomheds rolle i leverandørkæden og hvad det betyder for dine CLP-forpligtelser?
     Forpligtelser som producent
     Forpligtelser som importør
     Forpligtelser som downstream bruger
     Forpligtelser som distributør

 

Farepiktogrammerne i CLP-forordningen

 

 

De tre grundelementer i CLP-forordningen

Til navigationen

I de kommende afsnit præsenterer vi en dybere forklaring af de tre hovedelementer i CLP-forordningen, nemlig klassificering, mærkning og emballering. Efter dette kan du læse om hvad forordningen konkret betyder at du har pligt til at gøre.


Klassificering

Til navigationen

Markedsfører du kemiske stoffer eller blandinger, skal du identificere kemikaliers farlige egenskaber og klassificere dem korrekt. Med klassificering skal du vurdere, om et kemisk stof eller blanding er farligt for mennesker eller miljø, og om det har nogle fysiske farer som for eksempel brand- eller eksplosionsfare.

Farerne er inddelt i fareklasser, hvor hver fareklasse er opdelt i kategorier, der beskriver graden af fare. Her bliver brugerne vejledt af fare- og sikkerhedssætninger som fx ”Farlig ved indtagelse” eller ”I tilfælde af indtagelse: skyl munden”.

Klassificeringen tager ikke højde for, hvordan kemikaliet bliver brugt. Hvorvidt et klassificeret kemikalie udgør en fare afhænger af, i hvor høj grad man udsættes for det – hvordan og hvor længe man er i direkte kontakt med det.

Det globale harmoniserede system til klassificering af kemikalier

Det globale harmoniserede system til klassificering og mærkning af kemikalier

 

Du skal anmelde klassificeringer

Til navigationen

Kemiske stoffers klassificering, som du enten fremstiller eller importerer, skal du anmelde til EU’s Kemikalieagentur (ECHA), og det gælder både for enkeltstoffer og stoffer, der indgår i blandinger. Er et stof allerede anmeldt under REACH, skal det ikke anmeldes i igen.

Anmeldelsen omfatter:

  • Identiteten af den ansvarlige for markedsføringen
  • Stoffets eller stoffernes identitet
  • Klassificeringen af stoffet/stofferne i henhold til CLP-forordningen
  • Hvis stoffet ikke er klassificeret i alle fareklasser eller farekategorier, skal årsagen angives (fx manglende eller utilstrækkelige data)
  • Specifikke koncentrationsgrænser eller M-faktorer, der knytter sig til klassificeringen
  • Stoffets mærkningselementer i henhold til forordningens artikel 17 og eventuelt supplerende faresætninger

Klassificering af blandinger sker på baggrund af testdata for stoffet. Her kan der bruges tre forskellige metoder til klassificering:

  • Testdata for hele blandingen (metoden kan ikke anvendes, hvis der er tale om klassificering for CMR-effekter eller for langtidsfare i vandmiljøet)
  • Brobygningsprincippet, hvor der anvendes oplysninger for lignende testede blandinger
  • Beregningsmetoden, hvor man beregner klassificeringen på baggrund af de indgående stoffers klassificering og koncentration


Harmoniseret klassificering eller selvklassificering?

Til navigationen

Medlemslandene i EU har for nogle stoffer vedtaget en harmoniseret klassificering. Her er der særligt tale om stoffer, der klassificeres som kræftfremkaldende, mutagene (skadelige for arveanlæg) eller reproduktionstoksiske (skadelige for forplantning).

Står stoffet ikke på listen over de harmoniserede klassificeringer, så er det op til producenten eller importøren selv at vurdere, om det skal klassificeres som farligt. Dette kaldes for selvklassificering.

Hvis et stof har en harmoniseret klassificering i en eller flere fareklasser, så kan producenten eller importøren tage stilling til, om stoffet skal selvklassificeres i andre fareklasser, hvor der ikke er harmoniseret klassificering.

Harmoniserede klassificeringer gælder kun for stoffer. Kemiske blandinger skal altid selvkvalificeres før markedsføring.

I ECHA’s klassificeringsdatabase finder du informationerne om alle de stoffer, der anmeldes. Du kan også se alle de stoffer, der har en harmoniseret klassificering samt virksomheders selvklassificering af de anmeldte stoffer.

 


Mærkning

Til navigationen

For at beskytte brugerne og miljøet mærkes farlige kemikalier med etiketter, der oplyser om relevante farer samt sikker brug og bortskaffelse.

Mærkningen sikrer, at brugerne nemt og hurtigt kan få vished om, hvorvidt et produkt er farligt, hvilke farer der er tale om, samt hvordan produktet skal håndteres forsvarligt.

Fareoplysningerne forebygger ulykker hos brugerne og minimerer den miljømæssige påvirkning.

Samtlige led i leverandørkæden bærer ansvaret for, at kemiske stoffer og blandinger er mærkede efter CLP-reglerne.

Er et kemisk stof eller blanding klassificeret som farligt, er der et krav om, at man påfører emballagen en etiket, der oplyser om:

  • Kemikaliets navn og blandingers farligste indholdsstoffer
  • Indhold i vægt eller volumen (gælder kun ved salg til private)
  • Leverandørernes navn, adresse og telefonnummer
  • Piktogrammer, signalord, faresætninger og sikkerhedssætninger

CLP faremærkning på en etikette

Eksempel på etikette med korrekt mærkning

 

Piktogrammer angiver de(n) væsentligste fare(r), fx miljøfarer, alvorlig sundhedsfare, ætsning, brandfare osv. Signalord er enten ”Fare” (Danger), som bruges til de mest farlige stoffer og blandinger, eller ”Advarsel” (Warning).

Faresætninger (H sætninger) relaterer sig til klassificeringen af stoffet eller blandingen. Sikkerhedssætningerne (P sætninger) udvælges, så de passer til faresætninger og den tilsigtede brug af kemikaliet.

Der er ligeledes krav til placering og synlighed af faremærkningen, piktogrammernes størrelse samt (eventuelt) supplerende oplysninger om farens art og forholdsregler ved brug af produktet. Desuden skal etiketten være på dansk

 

Download CLP-plakat

 

 

Download vores CLP-plakat, der giver en oversigt over farepiktogrammerne. Du kan med fordel hænge den op på din arbejdsplads, hvor kemikalierne anvendes, og give dine kollegaer et overblik over farerne.

 

 

Krav til mærkning og fareoplysning ved e-handel og eksport

Ved online salg af faremærkede kemiske blandinger til forbrugere er der krav om, at der gives information om produktets farlighed og det skal fremgå synligt på hjemmesiden.

Årsagen er, at forbrugeren ikke kan se etikettens faremærkning inden køb. Der skal angives de relevante faresætninger, piktogrammer og signalord, når produktet vises og præsenteres. Kravet imødekommes ikke ved blot at linke til produktets sikkerhedsdatablad.

En norsk kontrolundersøgelse fra 2017 viste, at mere end 70 % af netbutikker ikke gav tilstrækkelig information om kemikaliers farlige egenskaber. ECHA igangsætter et projekt i 2020, der sætter et langt større fokus på at kontrollere netbutikker og håndhæve reglerne omkring informationen af produkters farlighed.

Derfor er der god grund til at få tjekket op på din mærkning og fareoplysning af produkterne online.

Reglerne i CLP-forordningen er også gældende, når kemiske stoffer og blandinger markedsføres i EU. Eksporterer man farlige kemikalier ud af EU, er der også krav om CLP-faremærkning i form af PIC-forordningen (Prior Informed Consent Regulation).

 

Emballering

Til navigationen

Der er særlige krav til emballager, der indeholder farlige kemiske stoffer eller blandinger og som skal forebygge ulykker ved brug og håndtering. Her er der specielt tre krav, som skal overholdes med henblik på emballering efter CLP-forordningen.

1) Emballagen skal holde tæt i hele produktets levetid
Emballagen skal produceres og udformes på en sådan måde, at den ikke lækker på noget tidspunkt i produktets levetid. Lukkeanordninger skal uden problemer kunne modstå normal håndtering og slid, og genoplukkelige anordninger skal være tætsluttende, selvom de har været åbnet og lukket adskillige gange.

Emballagens materiale må ikke skade selve indholdet, ligesom det ikke må reagere og danne farlige forbindelser. Til sidst må emballagens form eller design ikke tiltrække børns opmærksomhed eller vildlede forbrugerne.

2) Nogle kemikalier skal have børnesikker lukning
Visse farlige kemikalier, der sælges i detailhandlen, skal have børnesikker lukning for at undgå, at børn kommer til skade ved utilsigtet kontakt med de farlige kemikalier. Dette gør sig gældende uanset emballagens størrelse. Lukningerne skal være testede og opfylde særlige kvalitetskrav, fx kræver de en vis koordination og styrke at åbne.

3) Følbar advarsel til blinde og svagtseende
Af hensyn til blinde og svagtseende skal visse farlige kemikalier, der sælges i detailhandlen, tilføres en følbar advarsel på selve emballagen og uanset dens størrelse.

Den følbare advarsel kan have form af en forhøjet trekant eller tre ophøjede prikker på emballagen. På Miljøstyrelsens hjemmeside kan du læse, hvilke klassificerede kemikalier kravet om følbar advarsel gælder for.

 

CLP etiketter

 

Uddrag fra EcoOnlines webinar: "CLP-mærkning og labels på kemiske produkter" fra juni 2019 | Du kan tilmelde dig vores månedlige webinarer her >

 

Orienter dig yderligere om CLP-mærkning og labels på kemiske produkter i vores webinar fra juni 2019.

 

Din virksomheds rolle i leverandørkæden og hvad det betyder for dine CLP-forpligtelser

Til navigationen

 

Leverandørkæden i REACH-forordningen

 

Leverandørkæden dækker spektret fra stoffet produceres eller importeres for første gang, til at stoffet leveres hos forbrugeren, enten i form af en kemisk blanding eller indholdsstof i en vare med fast form – også kaldet for en artikel.

Som virksomhed kan I være inde over flere led i leverandørkæden, og derfor kan I også have mere end én rolle og dermed flere forpligtelser i CLP-forordningen.

 

 

Forpligtelser som producent

Til navigationen

I henhold til REACH er du producent, hvis du fremstiller eller udvinder et kemisk stof, enten som enkeltperson eller virksomhed etableret i EU.

Hvis du fremstiller kemiske stoffer, blandinger eller artikler ud fra nyttiggjort affald, så er du ligeledes producent. I EU har du som producent pligt til at:

  • Registrere stoffer hos ECHA, hvis du producerer over 1 ton pr. år
  • Sørge for korrekt klassificering, mærkning og emballering
  • Overholde eventuelle forbud og anvendelsesbegrænsninger
  • Følge kandidatlisten og godkendelsesordningen

 

Forpligtelser som importør

Til navigationen

Køber du kemiske stoffer, blandinger eller andre typer af varer af en leverandør uden for EU, og indfører varerne til EU, så er du importør.

Du er stadigvæk ansvarlig for importen og dermed importør, selvom du ikke selv fysisk modtager varen, men sender den direkte videre til kunden. Som importør har du ansvar for at overholde EU reglerne, og du har derfor pligt til at:

  • Registrere kemiske stoffer, uanset om de importeres som enkeltstof, i en blanding eller i en artikel
  • Sørge for korrekt klassificering, mærkning og emballering
  • Videregive information i leverandørkæden om særligt problematiske stoffer
  • Anmelde særligt problematiske stoffer i artikler til ECHA
  • Sikre at produktet er lovligt

 

Forpligtelser som downstream bruger

Til navigationen

Du karakteriseres som downstream bruger, hvis du er etableret i EU og modtager kemiske stoffer eller blandinger fra en leverandør i EU og anvender dem i dine erhvervsaktiviteter. Fx virksomheder der fremstiller vaske- og rengøringsmidler, legetøj, elektronik eller møbler.

Bruger du kemikalier som led i en proces det kan være rengøring, kemisk rensning eller reparation af biler så er du også downstream bruger.

Hvis du anvender et stof af en leverandør uden for EU, og denne ikke har udpeget en enerepræsentant til at registrere stoffet, så er du importør og skal opfylde dertilhørende pligter.

Som downstream bruger skal du sikre dig, at du anvender kemikalier sikkert og at du videregiver nødvendige oplysninger i leverandørkæden. Du har pligt til at:

  • Tjekke om din anvendelse er beskrevet i sikkerhedsdatabladet
  • Videregive information om sikker brug til dine kunder
  • Sørge for korrekt klassificering, mærkning og emballering
  • Levere information om særligt problematiske stoffer i artikler
  • Holde øje med stoffer på godkendelsesordningen
  • Tjekke om du skal registrere kemiske stoffer i artikler i mængder over 1 ton pr. år
  • Overholde eventuelle anvendelsesbegrænsninger

 

Se eller gense vores webinar om eksponeringsscenarier, der beskriver alle de situationer, hvor kemikaliet eller stoffet håndteres eller kan tænkes at håndteres. Dette er et krav, hvis man producerer eller importerer mere end 10 tons pr. år. 

 

Forpligtelser som distributør

Til navigationen

Du er distributør, hvis du leverer kemiske stoffer eller blandinger til virksomheder inden for EU, eller hvis du opbevarer stoffet eller blandingen og markedsfører det også med dit eget varemærke uden at ændre dets kemiske sammensætning. Distributører er for eksempel detailhandlere og grossister.

Køber du kemiske stoffer, blandinger eller varer uden for EU og markedsfører dem i EU, så er du både importør og distributør. Du er også downstream bruger, hvis du køber kemiske stoffer inden for EU og blander dem med andre kemikalier, fortynder dem eller omhælder til nye beholdere med eller uden ommærkning, inden du leverer dem til andre.

Som distributør er du forpligtet til at:

  • Sørge for at sikkerhedsdatabladet indeholder de rigtige oplysninger
  • Sørge for at oplysninger fra dine kunder videregives til dine leverandører
  • Tjekke om produktet er mærket og emballeret korrekt
  • Sikre at produktet er lovligt
  • Videregive information om særligt problematiske stoffer i artikler

 

Gå nærmere i dybden med de forskellige roller og forpligtelser inden for CLP, så du kan sikre dig, at du efterlever reglerne.

 

Webinarer om kemisk og fysisk APV

Offentliggjort
14. October 2019